info@caribbeanrumtraders.dk
Telefon: +45 72 11 80 60

Spanske nyheder

Spanske nyheder

12 mar 2021

Michel Rolland & Javier Galarreta startede deres portefølje med vin fra Rioja, Ribera del Duero og Rueda. Nu kan topproducenten tilføje yderligere to vigtige spanske kerneområder til deres linje af vine. Vi præsenterer hermed Jerez og Priorat. 

Soleras Olvidadas Sherry

Rolland & Galarreta startede deres portefølje med vin fra Rioja, Ribera del Duero og Rueda. Nu kan topproducenten tilføje endnu et spansk kerneområde til deres linje af vine, nemlig Jerez. Vinhuset har igennem fem år søgt efter de helt rette vinsystemer i området og er nu endelig klar med en Manzanilla-, Fino- og en Amontillado-sherry. Serien hedder Soleras Olvidadas og betyder de glemte soleras.

Sherry er måske den ældste ’naturvin’ der findes, og må produceres indenfor ’sherry-trekanten’ hvor hjørnestenene er byerne Jerez de la Frontera, Sanlúcar de Barrameda og El Puerto de Santa María. I området laves mange forskellige sherrytyper, men man benytter kun tre forskellige vindruer herunder Palomino Fino, Pedro Ximénez og Moscatel.

Sherry er nok mest kendt for kategoriens søde vine (Pedro Ximénez og Moscatel), selvom langt største delen af sherrytyperne er tørre vine. Der findes helt overordnet to stilarter indenfor sherry, som generelt kan beskrives som en fadmodnet hvidvin. De to stilarter refereres henholdsvis til som Fino-stilen og Oloroso-stilen.

1. Fino-stilen modnes under et lag af en helt særlig gærtype som kaldes flor. Denne gærtype lever af nærringsstofferne i vinene, og er ganske unik for regionen. Flor hjælper til at vinen ikke oxiderer i tønderne. Fino-typerne tilsættes kun alkohol op til 15 % så laget af flor kan etableres.

2. Oloroso-stilen modnes oxidativt og uden flor-lag, da man efter gæringen tilsætter mere alkohol end hvad gæren kan holde til – typisk op til ca. 17-18 % alkohol. 

Sherry er en utrolig lækker men også meget anderledes vinstil, som særligt værdsættes af folk som har fået smag for netop dette. Smagsmæssigt er sherry i høj grad en tilvænningsvin, eller hvad man på engelsk kalder for en acquired taste. De unge og flor-modnet typer som Fino og Manzanilla vil være præget af smagsnoter som gær, æblemost, nødder og oliven. Fino-stilen er i høj grad en madvin som kan ledsage fx tapas, oliven, lette oste, skaldyr og hvide fisk. Den ældre, forstærket og oxideret sherry-type Oloroso er typisk meget mørk i sin smagsprofil med noter af balsamico, forskellige nødder, chokolade, orangeskal, rosin og salt.

Rolland & Galarreta tilbyder både Manzanilla-, Fino- og Amontillado-sherry – alle sammen vine på et meget højt kvalitetsniveau og med en stor kompleksitet.

Priorat

I Priorat i Catalonien, nordøst Spanien, producerer man nogen af de bedste vine i det store vinland. Druerne i området er bl.a. Cabernet Sauvignon, Carineña, Chenin Blanc og naturligvis Garnacha. I 1990’erne var vinene fra området stort set ukendte, men op igennem 00’erne fik vinmagerne mere og mere vind i sejlene og i dag anses regionen for at lave vine af meget høj kvalitet.

R&G Priorat Clos d'en Ferran 2017 er lavet i et oplag på kun 8240 flasker og kommer nummereret. Læs mere om vinen her.